Hvis du kan svare på spørgsmålet med sikkerhed, er denne artikel ikke for dig. Men er du bare det mindste i tvivl, så læs videre!
Et eskalerende problem
Man ser desværre oftere og oftere på de sociale medier, i TV, i pressen, at forfattere og tekstforfattere, ja, sågar korrekturlæsere ikke ved, hvornår ord skal skrives sammensatte eller ej.
Men hvorfor er der så flere og flere, der ikke kan finde ud af det? Det skyldes en øget indflydelse fra engelsk, hvor navneord som regel ikke skrives sammensatte, og på engelsk er der ikke rigtig nogen regler for det.
Hovedreglen
Men svaret er faktisk ret nemt, for hovedreglen er, at navneord (substantiver) skrives sammensatte på dansk. Med andre ord hedder det korrekturlæsning og ikke korrektur læsning.
Hovedreglen er, at navneord skrives sammensatte på dansk.
Hvor ligger trykket?
Bliver man i tvivl om, om et ord skal skrives i et eller to ord, så er det ret nemt: Hvis trykket ligger på det første ord, så skal det skrives i ét ord. Prøv bare at sige ordet korrekturlæsning højt, så vil du nemt kunne høre, at trykket ligger på korrektur, så derfor er det i et ord.
Et langt ord skal deles – eller skal det?
Jeg hører nogle gange forfattere sige, at de har delt et ord, fordi det er langt og derfor ikke ser pænt ud. Retskrivningsmæssigt er det forkert, og kommer det forbi en korrekturlæser, vil det blive rettet. Uanset hvor langt et sammensat ord bliver, eller hvor mange navneord, der indgår i det sammensatte ord, så skal det stadig skrives i et ord, f.eks. korrekturlæsningskontraktunderskrift.
Bindestreg i lange ord
Andre sætter bindestreg mellem navneord i sammensatte ord. Det er faktisk heller ikke korrekt at gøre. Hovedreglen er igen her, at sammensatte ord skrives sammensatte, dvs. uden bindestreg.
Når det så er sagt, kan det i visse tilfælde godt forsvares at sætte et bindestreg alligevel, hvis et sammensat ord bliver for svært at læse eller kan misfortolkes. Vi kan tage ordet romanceroman (romance og roman), som består af to ord, der er næsten ens. Står der roman eller romance i begyndelsen af ordet? For at lette læsningen kan vi indsætte en bindestreg, dvs. romance-roman. Så vil ingen være i tvivl om, hvordan ordet skal læses.
Låneord fra engelsk
Vi bruger ofte engelske udtryk, når vi skriver tekster, men her er reglen den samme, nemlig at gængse låneord også skrives i et ord, også selvom det skrives i to ord på engelsk. Eksempler på dette er cocktailparty, computerfreak og businessclass.
Men science fiction skrives altid i to ord, vil du måske indvende, og det er også helt korrekt. For her træder nemlig reglen om trykket i kraft, og da trykket ligger på andet led, så skal det være i to ord.
En kvikguide fra Dansk Sprognævn
Dansk Sprognævn har lavet en kort vejledning i sammensatte ord. Her finder du også flere tips til, hvornår ord skal skrives sammensatte eller ej.